British Open 2007 St Andre

Mads vandt! Vi fik fem fantastisk opgaver og fløj over 300km. Mads blev nr. 1 samlede og David blev nr. 21 og nr. 3 i serial class.
Dagen efter konkurrence var også fint vejr og jeg fløj sammen med svenskere til St. Vincent Les Forts (55 km) og prøvede at flyve tilbage men løb tør for solen. Nu skal jeg rejse hjemme og vejret er stadig flot og jeg har fløjet 7 ud af 9 dage i St. Andre.

British Open Task 3

Endnu et flotte dag. 86.9 km race to goal. Mads nr.9 og David nr. 32. Mads er nu nr.1 overalt.

British Open 2007 St Andre

Mads og David er i St. André-les-Alpes til den sidste British Open i 2007. Vi har fløjet to opgaver indtil nu og Mads har klarede sig rigtigt godt. Vejret ser godt ud for de næste 4 dage.
Opgave 1 mandag 53.5 km Mads nr. 3, David nr. 19
Opgave 2 onsdag 71.4 km Mads nr. 3, David nr. 69 (ikke i mål)
Du kan se alle resultater på http://www.pgcomps.org.uk/competitions/index.php

Lars Bo nr. 22 til VM

Lars Bo Johansen endte på en 22. plads ved verdensmesterskaberne i Hanggliding. Lars Bo fløj gennem hele konkurrencen til en absolut topplacering, men en gps-fejl i femte opgave gjorde at podiemuligheden og en placering i top 5 gik fløjten.
På femte opgave skulle de flyve 285 kilometer og som standarden nu engang er for Lars Bo, fløj han i mål, men det troede gps'en ikke på, så han fik ingen point for dagen.
Attila Bertok fra Ungarn er ny verdensmester 2007. Robert Reisinger og Gerolf Heinrichs fik henholdsvis sølv og bronce

Vé ikk lige hvá der er sket

Lars Bo's form fejler absolut ikke noget. Han flyver som en veltrimmet havmåge, men af en eller anden årsag, som jeg ikke kender eller har været i stand til at finde, fik han 0 point i opgave nr. 5. Der står i listerne at han ikke kom til start, og selvom det lyder bizart, virker det til at være årsagen til det kedelige nul.

Han ligger nu på en 27. plads, som jo ikke er nogen dårlig placering, men med det gennemsnit han ellers har ligget på, ville han stadig være i top 5 - hvis det altså ikke var for det mystiske nul.

Mysteriet er stadig et mysterium, men jeg arbejder på at få det opklaret. Hvis nogen ved besked, vil jeg gerne have et hint på: info@crandal.dk

Lars Bo klatrer op ad ranglisten

Efter fire opgaver ligger Lars Bo på en flot femteplads. I går kom han i mål som nummer 26, men så kort tid efter vinderen, at det ikke betød den store pointforskel.

Førstepladsen er indtil videre besat af Attila Bertok fra Ungarn efterfulgt af Gerolf Heinrichs og Robert Reisinger begge fra Østrig. Lars Bo har godt 200 point op til Attila, så der er ikke langt.

Konkurrencen i Big Spring, Texas fortsætter indtil den 19. august.

Lars Bo i top 10

Lars Bo Johansen ligger helt i top ved verdensmesterskaberne i hanggliding.

Efter de to første dage lå Lars Bo på 10. pladsen, og i dag kom han mål som nummer 5, så det ser godt ud for Danmarks eneste repræsentant i Texas.

Følg med i Lars Bo's kamp om medaljerne - for kan man komme i top ti kan man også komme i top 3... http://www.ozreport.com/

Marcus er lige ude og flyve.

Det er altså ikke nemt at ­få skrevet noget nå man hele tiden flyver.. –Men ellers skal jeg ikke klage (-:
Sidst jeg skrev var lige da Nordic Open var slut i Piedrahita i Spanien.
Ugen efter blev Mads S, Morten O og jeg i Piedrahita for at deltage i British Open. Mads arrangerede jo Nordic Open og var nok meget opsat på at komme i luften efter så lang tid på jorden mens all fløj omkring ham.
Vejret blev rigtig godt og vi fik fløjet en masse. –Det var ærgerligt at det ikke var sådan et vejr ugen før. Her fløj vi, ja jeg kan dårligt huske det, men i hvert flad fløj vi over 100 km tre dage i træk. (!) Og det var slet ikke de svære forhold som vi oplevede under Nordic. Vi fløj fire task. De sidste dage blæste det for meget –forkert. Englænderne fløj ikke op til deres bedste. Men det gjorde Larse fra Sverige, og han endte med at vinde det hele. Det er ret vildt. For de er ellers ret gode de englændere.
Mads endte som nr. 26. Smadder ærgerligt da han elles ind til den sidste dag lå til en podieplads.
Jeg blev 33 og Morten 49.
Her er et link til resultaterne. Der er også track logs af flyvningerne: http://www.pgcomps.org.uk/

Jeg to hjem og pakkede min bil og ugen efter startede Czech Open nær Belluno i Italien. Også her havde vi fire fine task og én der blev afblæst da vi ellers var godt i gang da det begyndte at regne. Det var fair nok for det var faktisk begyndt at blive noget svært at se noget med alt det regn på solbrillerne.
Men ellers var det et rigtig fint sted. Det hedder Pieve d´ Alpago og det er et fantastisk flot sted lige syd for Dolomitterne. I modsætning til Piedrahita flyver man her klods op og ned af stejle klippevæge. –Ofte næsten som hang flyvning. Bortset fra at der jo er termik i luften og at man når man flyver om kap hele tiden skal skynde sig videre.
Det var en smadder god uge med gode lange ture -ca75km. Som jeg husker det og med masser af fest om aftenen. Jeg blev nr.24.
Resultater: http://www.pgweb.info/czechopen/

Så i søndags startede Paraglider World Cuppen (PWC) i Lecco Italien. Og jeg skulle deltage for første gang!
World Cuppen er fem konkurrencer der bliver afholdt forskellige steder over hele verdenen hvert år. Jeg har jo før haft fornøjelsen af at deltage i forskellige Verdens og Europamesterskaber. Og det kunne jo lade sig gøre for mig fordi der skal være nogen med fra hvert land. Dvs at der er mange virkelig gode med, men der er også enkelte der ikke er ret gode (i det selskab) men bare kommer fra et land hvor der ikke er så mange der flyver.
I PWCén er det lige meget hvor du kommer fra. Her er det kun et spørgsmål om man kan kvalificere sig til at være med. Det betyder at det virkelig gode piloter der er med. –Og så mig..
Og jeg må sige at det var med ikke så lidt ærefrygt jeg gjorde mig klar på start bjærget den første dag. Det er en stor græs start med masser af plads til alle.
Vejret så ret stabilt ud med en maget tydelig fed inversion. –Det var jo ikke så lovende. Jeg er ikke ret god til svage forhold.
Og så så jeg at de gud hjælpe mig ville have os til at flyve 77 km alligevel!
På briefingen sage de velkomme til os og meddelte i øvrigt at piloterne i netop denne afdeling af PWCén havde den højeste samlede ranking nogen sinde!! Det vil sige at jeg nu ikke bare skulle deltage i min første PWC, men den konkurrence med den største samling af de bedste piloter nogen sinde!!
Og jeg er ikke ret go til svage forhold..
Men vi kom af bjerget og det viste sig at være en helt fin termikdag og vi fløj alt hva remmer og tøj kunne bære. Og jeg kom i mål. –Som nr. 58 mener jeg. Ud af ca122 piloter. Og jeg var så glad og stolt.
Jeg var bange for at jeg bare ville komme til at flyve rundt alene hver dag. Og det ville jo ikke bare være deprimerende, men også spild af tid da det jeg gerne vil med konkurrencer er at lære fra dem der er bedre ind mig.
Det viste sig at være helt perfekt i det her selskab. For hver gang jeg var bagud –og det var jeg selvfølgelig en masse, var der en super pilot i nærheden. Én af dem som jeg altid ønsker mig at kunne flyve som. I andre konkurrencer må man jo normalt være med helt oppe foran for at få lov at flyve med dem. Men her var der jo ikke andre(-:
På anden dagen var jeg ret langt bagud. Jeg vil tro at der var 60 piloter foran. Men så fandt vi (Greg gjorde og jeg var lige i nærheden) en fantastisk bobbel og kom så langt op at vi kunne overhale hele flokken! Ved sidste vendepunkt var jeg nr. 2 efter Greg og seks andre piloter kom med op til os da vi to på final glide de sidste 10 km til mål.
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne! Jeg talte igen og igen: 1,2,3,4,5,6,7,,, -Og mig! Og der var et fint hul ned til de næste piloter.
Vi var i samme højde da vi startede men mit glid var ikke helt så godt som de andres og jeg sank noget ud. Og da der var nogle få km tilbage kunne de andre, som planlagt flyve hang på et bjærg lige ved landingen og på den måde glide lige i mål. Men jeg måtte lande noget brat midt på en lille ride bane.
Æv. Det havde været sjovt. Men det var også sjovt at få lov til at være med på final glide efter en 100 km task sammen med de bedste piloter. Så skidt.
Alt i alt var den her konkurrence en af mine bedste flyve oplevelser, med lange flyvninger hver dag i 6 dage i træk.
Kun én dag var ikke så sjov. Da to vi ind i en smal dal i nogle store bjærge. Og det viste sig at hele området lå i læ og vi endte med at flyve rundt i roter i noget i stil af fem timer. Op og ned af klippe siderne. Det var én af de få flyvninger i mit liv hvor jeg ikke nød så meget som et øjeblik. Jeg tænkte bare at jeg ville i mål uanset tiden det måtte tage. Og så endte dagen og jeg nåede det ikke.
Det var noget utaknemligt syntes jeg. Og jeg var komplet udmattet af at kæmpe med skærmen og min synderrevne nerver.
Jeg klarede at komme i mål tre ud af de seks dage. Den sidste (i går) som nr16!! –Denne gang uden en heldig bobbel. Jeg fløj bare hurtigere(-:
Og jeg endte som noget i stil af 86. Det er jo nok ikke så imponerende men det var en helt fantastisk lærerig uge og det var jo det jeg kom for.
Resultater og Tracks: http://new.pwca.org/taxonomy/term/10


Nu ser vejret skidt ud i Alperne. Det var ellers meningen at jeg skulle til De store bjærge og flyve 200 km trekanter med Erik Regnfeldt (ham der vandt Nordic et par gange). Men nu tager vi til Slovenien i stedet da det ser ud som om det er det eneste sted det ikke regner.
Mange hilsner
Marcus

Det var det.

Saa er Nordic Open slut og i aften er der fest.
Regnen stoppede for nogle dage siden og vi har faaet floejet. Og vejret er blevet bedre og bedre som dagene er gaaet og i dag var det naesten som det normalt er i Piedrahita.
Jeg bliver noed til at skrive kort for der er premie uddeling lige om lidt. Men jeg maa bare lige fortaelle at jeg havde en fantastisk dag i dag og endte paa e femte plads i dag. Det var alle tiders for vi var ret langt bag ud tidligt paa tasken.
Over all er det gaet ret skidt for Danmark. I hvert fald resultatmaessigt. Men vi har haft det virkelig hyggeligt og fungeret sammen som hold som aldrig foer.
Naa men Norge har helt sikkert vundet, og nu vil jeg gaa ned og klappe af dem.
I morgen starter British Open og Mads S, Morten O og jeg vil deltage. Og vi vil forsoege at vaere lidt mere aktive paa bloggen her ind det lykkedes os under NM. -Det er dog nogle lange dage her.
Hilsen fra Spanien
Marcus

En snegl paa vejen er tegn paa regn i Spanien

Saa er det danske hold samlet i Piedrahita. Vi ville gerne have benyttet de foerste dage til at traene, men ind til videre er det mest blevet til hygge i byen.

Derudover holdt vores Teamcoach (Louise C.) en udmaerket introduktion til omraadet og generel briefing omkring konkurrenceflyvning.

Morten T. har dog ikke rigtigt kunne finde ro, da Spanair og Copenhagen airport har formaaet at lave et forsvindingsnummer med hans paraglider rygsaek, saa han venter og venter, og taler jaevnligt i telefon med diverse cargo-centre i Spanien.

Igaar var de fleste samlet i vores 10 personers Casa i Pesquera (en mini-by paa vej fra Piedrahita til Pena Negra, bjerget hvor starten ligger). Scott skulle lige vise hans balanceringsevner, og balancerede paa stakittet ned til kaelderen. Balanceevnen holdt dog kun i faa sekunder, og pludselig hang han med hovedet nedad og benene henover stakittet. Det kostede heldigvis kun et par revnede cowboybukser.

Naa, men indtil nu har vejret mindet mest om noget man forbinder med Groenland eller Nordnorge.
Vi koerte en tur op til starten ved middagstid. Det regnede og der var 8-10 m/s bagfra...
Foerste konkurrencedag blev cancelled.

Men vi er taendte og klar til at flyve saa snart muligheden byder sig.

Hans-Henrik, Morten T. og Mads U.

+

Nordiske Mesterskaber

Så er det ved at være tid til Nordiske Mesterskaber.

I år vil vi, for første gang, samtidigt finde
Den Danske Bjerg Danmarks Mester!

Følg med her på Bloggen fra fredag d.15 (-Træningsdag)

Og i uge 26 (24-30 juni) er der British Open.

Paragliding paa DR1

Loerdag den 17. marts bliver der vist paragliding paa dansk tv. DR1 viser blandt andet et 20 minutters indslag fra VM i paragliding samt andet paragliding. Se med egne oejne hvordan man ikke bliver verdensmester (-:

DR1 klokken 18.55

Bruce og Petra verdensmestre

Der var spaending til det sidste. Bruce Goldsmith (UK) laa til at vinde, men han var kommet sent i maal og havde Jean Marc Caron lige i haelene. 17 point skilte de to herrer til Bruces fordel. Soelv til Caron og bronze til en hidtil ukent pilot, Thomas Maccune fra USA.

Blandt pigerne var det lige saa spaendende. Petra landede alt for tidligt paa sidste task og nummer to paa ranglisten, Vivian Williams fra Australien kom i maal som en af dagens hurtigste piloter, saa der var tale om marginaler. Petra svedte tran ved tanken om at hun var faldet fra en samlet foersteplads til en skuffende andenplads blandt kvinderne. Og det gjorde jeg ogsaa. Det var naesten ikke til at baere, hvis min og hele konkurrencens stoerste helt skulle ende saa langt nede, naar hun havde vaeret saa langt oppe.

Men, men, men heldigvis for Petra var det ogsaa 17 point, der skilte hende og Viv, saa det nye koekken hun havde set komme med prispengene fra Macpara blev alligevel en realitet. Petra er igen kvindelig verdensmester. Det passer ogsaa saa fint med at Petra og jeg skiftes til have titlen. Det var hendes tur, saa vi nu har haft den to gange hver. Naeste gang maa der nye til, for vi planlaegger begge at gaa paa pension - for mit vedkommende igen (-:
Harmony Gaw fra New Zealand fik bronce og jeg endte paa en fabelagtig 7. plads.

Efter foerste task sagde Steve Cox, at de folk der ville komme til at staa paa podiet ville vare ukendte for de fleste, og ganske rigtigt. Baade blandt kvinder og maend var der ualmindelig mange nye ansigter. Det skyldes at forholdene var temmelig uforudsigelige. De fleste af favoritterne bommede ud mindst en gang - faktisk alle undtagen Bruce, og mange af de bedste piloter opnaaede aldrig at komme i maal!

Generelt var det en noget elendig konkurrence, fordi El Nino besluttede sig for at kollapse dagen foer foerste konkurrencedag. Det gjorde at monsunen susede ned over Australien og den toerke som har varet i fem aar blev afloest af de stoerste regnfald i 40 aar. Landmaend og alle borgere i Manilla og omegn er os evigt taknemmelige...

Det er vi glade for paa det danske hold. Det er nemlig ikke vores oevrige resultater, vi kan glaede os over bortset fra at vi havde en fantastisk tur. Det blev til alt for lidt og daarlig flyvning, men saa meget desto mere tid bruge tid sammen med 150 skoenne mennesker fra hele verden.

Tak for denne gang


1. Bruce Goldsmith GB
2. Jean-Marc Caron FRA
3. Thomas Mccune USA

66. Louise Crandal
78. David Worthington
127. Marcus Malmqvist

Nationer:
1. CZE
2. FRA
3. CH

Kvinder:
1. Petra Slivova CZE
2. Viv Williams AUS
3. Harmony Gaw NZL

Ded var ded...

Resultaterne er endnu ikke offentliggjort, men Danmark faar ikke nogen verdensmester hverken af det ene eller det andet koen. De foreloebige gaet gaar paa at det bliver Bruce Goldsmith og Petra Slivova...?

I dag vaagnede vi op til blaa himmel, og efter en masse regn var der lagt op til igen at flyve i forhold, der kunne vende bunden i vejret paa ranglisterne. En opgave paa 57 kilometer loed fornuftigt og jeg fik den bedst taenkelige start sammen med blandt andre Christian Maurer og Steve Cox. Det kunne have vaeret saa godt, men saa blev det alligevel skidt. Maurer landede efter 20 km og soerme om ikke de regerende mestre Cox og Crandal landede paa samme mark. 30 kilometer blev det til. Og saa var det bal forbi. Cox har ikke vaeret i maal en eneste gang i loebet af hele konkurrencen, og for mit vedkommende blev det ved 'en god task i loebet af de sidste to uger.

Marcus landede fem hundrede meter laengere ude paa ruten og kan slutte sig til flokken af piloter, der slet overhovedet ikke eller i naerheden af har floejet op til sit bedste.

Dagens helt er David. Han kom i maal og reddede lidt af faedrelandets aere (-:

Resultaterne er klar om en time eller to, saa vi venter spaendt. Det springende punkt for pigerne er at Petra klarede sig endnu daarligere end jeg i dag, saa der er en lille risiko for at hun kan bliver overhalet af Vivian fra Australien. Vivian er en skoen pige, men jeg holder jo som altid med Petra - og hun har om nogen fortjent at blive kvindelig mester naar nu det glippede blandt herrerne. Jeg krydser fingre...

De bedste hilsner fra ex-mesteren

Lidt fra Marcus

Hmm.. Nu er det jo ikke for at lyde negativ.. Men det har altsaa regnet hele dagen igen i dag. Foerst nu til aften er det klaret op. Maaske er det bare for at narre os igen til at tro at det maaske i morgen skal blive flyvevejr?
Men faktisk gaar det meget godt. Jeg er ikke negativ. Kun meget kortvarigt en enkelt gang eller to.
Vi har kun haft fire task og de har alle i den grad manglet termikker. Vi har skulle flyve saa langsomt for at kunne blive oppe at det har vaeret en pine for de fleste af os. Og i hvert fald for mig.
Naar vi i Danmark flyver i svag termik er det jo ogsaa noget med at proeve at tanke hoejde naar lejligheden byder sig og ellers bare tage det roligt. Men naar man er 150 piloter der alle insisterer paa en plads i en haabloes svag termikbobbel er det pludselig svaert at bevare sin rolige sinds stemning.
Da jeg ankom her for tre uger siden og snakkede med folk der havde floejet i Australien ugerne foer jeg kom var alle historierne om hvor kraftig termikken var her. En task var blevet aflyst pga. for kraftig termik!! Det har jeg aldrig foer hoert om. Og Eva blev suget op i en tordensky og alt muligt..
Og nu kan vi ikke komme op. (!) Eller jeg ka i hvert fald ikke. Jeg ligger efterhaanden noget naer nummer sjok nu og saa daarligt har jeg dog aldrig foer klaret mig i en (paraglider) konkurrence. (jeg er virkelig daarlig til fodbold).
Jeg er ikke en gang kommet i maal en eneste gang. For et par aar siden syntes jeg ellers at det havde jeg laert. Da kom jeg altid i maal. Naar ellers nogen klarede den var jeg normalt iblandt dem. Maaske kom jeg meget sent, men i maal kom jeg da.
Saa i de sidste paa aar har mit fokus saa vaeret paa at flyve hurtigt. At jogge paa speedbaren og lade vaere med at ligge og prutte rundt i svar loeft. Det er smadder sjovt at flyve hurtig og overhale folk. Bare ikke naar de lidt efter flyver hen over hovedet paa en mens man staar paa en mark og sveder.
Naa men der er en dag tilbage og det er holdt op med at regne nu. Saa maaske i morgen..
Petra har jo foert hale balladen foran alle maendene. Det er aldrig foer sket i VM. Men i gaar landede hun desvaere efter bare ti km. Jeg skriver desvaere fordi Louise jo ikke staar til at vinde med mindre noget virkeligt vildt sker i morgen selvfoelgelig - Og saa ku det jo vare sjovt hvis alle de smarte maend med solbriller og egoer fik en lille laerestreg.
Men hun blev for naervoes og nu er det jo saa Bruce Goldsmith der foerer. (Ham der designer Airwave og skriver en masse i XC mag). Saa det er jo flot. Men knap saa spaendende.
Det bedste er at han er en gammel dreng sidst i fyrrene ligesom Luca der vandt EM i sommer.
-Det gir os andre et lille haab for fremtiden:-)
Naa nok her fra. I morgen flyver vi forhaabentlig en sidste tur og i hvert fald vil vi ende med at drikke en masse oeller og holde en stor fest. For det er noget regnen ikke her kunne saette en stopper for. Folk faester og nyder livet. Og det her VM har i hvaert fald laert mig en masse om at nyde livet til trods.
Mange hilsner fra bagtroppen
Marcus

Du kan se alle tracklogs fra Manilla her: http://manilla.pgcomps.net/comps/

En Ewa-sky afgoer dagen. Vi tager et gruppebillede og skynder os ned i toervejr.

Kaengururesultater

Det gaar lidt op og ned med resultaterne - og ikke mindst vejret. Hvis man vover sig ind paa resultatlisterne vil man kunne se, at der er langt mellem hoejdespringene for de danske piloter. Tredje task var naermest katastrofal for mit vedkommende. Efter den gode task paa andendagen hoppede jeg fra en plads som nummer 72 til 23 og nu er jeg tilbage paa 67. Easy come easy go. Og i holdplaceringen roeg vi fra en 16. plads lige efter nordmaendene helt ned paa en 23. plads. Der er altsaa virkelig plads til forbedring!

I gaar blev aflyst. Hele banden koerte op paa bjerget med et spinkelt haab om lidt flyvning, men lyn og torden afgjorde den sag. Til gengaeld var der saa tid til en barbeque paa verandaen, og vi har efterhaanden en staerk dansk repraesentation. Marcus' soester Camilla kiggede forbi i gaar. Naar man rejser fra Indien til Sydamerika er Manilla faktisk lige paa vejen, saa hun vil foelge slagets gang indtil paa fredag.

Fotograf Anders Agerbo er sendt rundt om jorden for at lave et indslag til DR Sporten - og jeg toer godt sige at han er ved at prutte groenne kringler ved tanken om, at vejret bliver ved med at te sig tosset. Men der er haab. I dag skinner solen fra en naesten skyfri himmel og vinden er i det rigtige hjoerne. Mere om dagen (s forhaabentlige task) senere...

Saadan saa det ud da den foerste gruppe kom mod maal i Tamworth....devaere for 90% af denne gruppe kom kun 3 af disse piloter over maal stregen of fik fulde point for deres anstraengelser....gennemsnits hastigheden for denne task var kun 15 km i timen! Bare for at vise hvilke vanskelige og svaere forhold piloterne maatte kaempe med. Den sidste pilot over maal stregen var Steve Ham (UK) som havde godt nok fint hojde men kun 2 minuter foer maal stregen lukkede!

Dagens hojde punkt var at der, for foerste gang var en kvinde som nu foerte Overall! Petra Slivova (tidligere Krusova) som viste sit flyve evne ved at vinde en task til WM i Brasilien for 2 aar siden, og nu foerte efter 3 tasks. Maenden here er ved at blive lidt misunderlige at hun kan flyve saa godt og stabilt. 2 plads "Overall" gaar indtil vider til Bruce Goldsmith (UK) og 3de plads til Jean-Marc Caron (FRA).

Mvh. Scott

Task Nr. 3

Dagens task paa 57.1 km var noget af en vanskelige opgave for vores piloter som sidder her ved task briefing (Anders Agerbo i bagrunden med kamera for DR1) og diskutere taktik. Mange piloter landede kort foer maal pga for lavt hojde paa sidste glide til maal stregen.

Desvaerre kom ingen Dansker i maal i dag og jeg skulle drikke alle det kolde oel og Red Bulls selv som jeg havede stillet paa hoejkant denne dag! (boevs). David floj bedst af Team Danmarks piloter og kom ind paa en 97 plads (32.7km), Markus plads 127 (18.3km), og Louise 134 (16.3 km). Ikke saa godt for overall resultater, men der er staedigvaek 4 dage af tasks tilbage, hvis dagen i dag ikke bliver aflyst pga daarligt vejr og regn, saa der vil vaere gode chancer at Danmark vil forbedre sin stilling i Nations ranking.

Task 2 - David

We got to fly again on Friday after a long pause. The day started clear and cool and with all the water lying around it was clear that it would be a slow days flying. A task was set with three start gates but by the time the first gate had passed there were still no gliders above the hill. Many pilots choose to move to the east launch as it was the only place with wind up the face but Louise and I and a few other lazy pilots waited stubbornly on the west. This proved to be a good choice as the first good cycle had us all up on our way to cloudbase in time for the last start at 15:15. I managed to stay with the lead group until just after the first turnpoint at Tarpoly where I got psyched out by a lot of agressive and uncoordinated thermalling by the next group of pilots who "joined" our thermal. Louise and a few others kept their cool here and were rewarded for it. It took me a while to get myself established again and most of the main gaggles were ahead. Fortunately I picked the same good line as the earlier group and glided all the way to the second turnpoint and then managed to catch up with the second gaggle over Manilla. It was here that things got really slow as we circled close over Manilla and up the Namoi Valley. I knew that we would need at least one good climb to make goal. After taking the last turnpoint I returned to the last thermal of the day 5 kms from goal just as the highest pilots were leaving it to glide to goal. Pretty soon everyone was on final glide and most landed short. It was frustrating to be so close again but the conditions of the last 2 tasks have taught us that you can't waste any time.

Yesterday was blown out so we went for a drive up to Horton Falls which was disappointingly dry after the last weeks rain. I was the only one who dared to swim in the pool at the bottom of the trickle that is called Horton Falls.

Today the weather looks better but it will be a late task again.

Louise har faaet sig en ny lille skaerm...

VM hold 2007

Louise, Marcus og David

Vi var naer aldrig kommet tilbage til Manilla fra vores wildlife tour..

Paa et tidspunkt gik vores bil i staa i flere minutter midt i en hundrede meter bred og halv meter dyb stroem af mudder vand.

Alt vandet kom paa bare ti minutter.

Vejret er vildt her!

Task Nr. 2

Dagen started med rigtig vanskelige forhold....

nul vind, meget svag loeft dvs. alle start pladser blev benyttet og mange piloter started og bombede ud og skulle op i busen igen i 37 grads varme for at genstart.

Det er en rigtig daarligt start paa en task...overophedet og korte lunte, stress osv. Selv mange af det bedste havde det svaert og skulle genstarte.

Men som i kunne se fra dagen resultater, brillered vores Louise med at komme i maal som nr. 5 overall, hun laerte da ogsaa Kossak at flyve i sin tid :-) !!!

Baade David og Marcus var ogsaa med naesten indtil maal men pga. for sent afgang eller lidt daarliger termik undervejs landed begge lidt for kort foer maal. Marcus sidder i oejeblikket paa 107 plads indtil vider og David paa plads 72. Danmark ligger paa plads 16 overall ud af 39 deltagende nationer, og er den anden nation med kun 3 medlemmer som sidder saa hoejt paa nations ranking. Det andet land med kun 3 medlemmer er New Zealand (ogsaa med en anden Dansk/New Zealandisk pilot :Thomas Rold)

Saa blev ved med at sende os jeres positive tanker maake ogsaa en kommentar og oenske Team Danmark godt vejr...da dagen i dag seer ud til at igen bliver aflyst pga. overudvikling og for megen vind.

Mvh. Scott Torkelsen

Jubihuuuuuu

Fredag floej vi vores anden task og jeg havde min bedste konkurrencedag nogensinde. Vi var en lille gruppe, der valgte en anden linie end resten af piloterne og ramlede ind i dagens bedste boble cirka ti kilometer ude paa ruten af en 54 kilometer lang task. Vi kom gennem en inversion i 1800 meter, saa vi kom op i 2400 meter og satte for alvor hele flokken af.

Efter et glid paa omkring 10 kilometer skulle vi kredse igen og vores lille flok blev delt i to. Vi var fem der fik ordentligt fat blandt andet foert an af Petra, der flyver som en fugl for tiden, og da vi foerst var kommet ordentligt af jorden, var der ikke andre piloter i naerheden. Aljaz Valic var oeverst og lagde sig i spidsen for vores maalflyvning efterfulgt af Josh Cohn fra USA og Petra Slivova (hun er blevet gift - tidligere Krausova), derefter Thomas McCune (USA) og saa lille mig :-)

Christian Maurer var naeste pilot i maal - 13 minutter senere...

Marcus og David var godt med det meste af vejen, men blev som de fleste piloter ramt af for faa og for daarlige bobler, saa de landede kort foer maal. 24 piloter kom i maal og alle synes det er lidt sjovt at to toeser kom i top fem. Men selvom jeg havde et fantastisk resultat bliver det nok lidt svaert at hente fru Slivova. Hun ligger nemlig nummer to overall!

Foreloebig ranking:

Jean Marc Caron
Petra Slivova
Thomas McCune

Saadan en smule naese gnubberie er det rene guf for en koala! Vi hyggede os i en kort stund foer han faldt i sovn igen!

Saa seer man den tydelige forskel i mellem en Roed og Graa kangaroo.

En hyggeligt faetter (Australian Red), bare man ikke kommer for taet paa, det har skarpe kloer!

Dingo Australsk vild hund.

Naar der ikke kunne flyves tog jeg til Gunnedah, som er "The Koala Kapitol of the World", Koala sover 18 timer om dagen, og spiser kun 3 slags eucalyptus blad af det 30 slags eucalyptus der findes i Australien.

Louise er ved at studere sin nye Boomer paa start pladsen,. Den nye ligge sele er ogsaa lidt sej! Nu mangler vi bare nogle gode tasks.

Det er lige Marcus

Saa fik vi floejet vores foerste task. Dagen saa ikke lovende ud efter siste aftens solide regnvejr saa det hele blev udsat nogle timer og vi var ret sent oppe paa bjerget. Men efterhaanden blev dagen helt fin og vi kom i luften til en elapsed time tarsk, dvs. individuel tidstagning som i enkeltstart.
Det betoed desvaerre at vi alle sammen laa i svag termik i skybase og lurede paa hinanden og ingen ville flyve foerst. vi toeffede rundt der oppe i haelende paa hindanden og stressede over alle de skaerme der var som man skulle passe paa ikke at blive filtret ind i.
Turen var ikke paa andet ind 46 km men da vi forst tog os sammen og kom af sted havde vi allerede brugt det meste af tre timer paa det samme sted lige over starten og inden vi naaede halvvejs igennem tasken kom der et fint skylag ind og daekkede for solen og pludselig var dagen forandret fra langsom til narmest umulig.

Jeg er selv lige landet, som de fleste andre, her lidt i syv efter omkring fem timer, og nu skal det hele saa taelles sammen foer vi ved hvem der har vundet. men det var i hvert fald ikke en stor dag for Danmark. Louise landede bare en kilometer fra maal og David og jeg noget foer. Aev! Der var vist omkring 50 piloter i maal. -Foerst og fremmest folk som tog afsted noget foer os andre der hang noget i bremserne. Saa vi har lidt roede oere her til aften.
Men dagen holdt toer og det er da lovende for i morgen.

Saa er Scott kommet herned som medlem af dommerpanelet saa nu er der ikke laengere nogen der har ondt i ryggen:) Han har vaeret fire dage under vejs pga af al jeres sne derhjemme.. Ja det er lidt svaert at forestille sig for os her:-)
Og Davids familie er ogsaa dukket op saa vi er efterhaanden en hel lille dansker koloni.
Jeg er fulstaendig moerbanket efter dagens tur saa nu vil jeg se at faa noget mad og saa skulle en enkelt oel nok kunne slukke lyset til i morgen.

Glaedelig jul fra Marcus

Klar til start i Manilla

David's maske er blevet lidt gammel. Mon han snart koeber en ny?

Laese mere paa David's blog: http://davidworthington.spaces.live.com/blog/

Onsdag Aflyst

Onsdag er aflyst p.g.a daaligt vejr.

Dansk paragliding landholdsblog

Post from David

Paragliding World Championships in Manilla - Week 1
I am now sitting in the headquatrters of the 10th Paragliding World Championships in Manilla, Australia. Pernille, Dea & I flew to Sydney last Monday and I flew straight on to Tamworth and then Manilla the same day. Pernille & Dea stayed in Sydney with mum to get over the jet-lag.

When we arrived the XC Open competition was on and they had been getting great conditions for it. I was too jet-lagged to fly the first day but the conditions looked great from the bar of the Royal Hotel.
The rest of the Danish team Marcus & Louise were already here and we are all staying at the Post Office hotel in the middle of town. It is a bit warm at night and we have had a few problems getting light bulbs fitted in the rooms but otherwise it is an excellent place to stay.

On Tuesday Marcus & I flew to Bingara (89 kms) for a warm-up flight. We took our time (3.5 hours) but I really enjoyed getting in the air again. When I landed we met Andrew and Wendy from Killarney who had just arrived and were able to give us a lift straight back to Manilla. I haven't stopped meeting old friends who I haven't seen for years. It seems that everyone who has ever been paragliding in Manilla is here.

On Wednesday we flew west towards Narrabri. It started well with good clouds all the way. I was a little late getting started as I had been busy setting up my new impress harness. I had just about met up with Marcus near Taylors Plain when I heard that he had landed. I tried to keep going but landed on top of one of the small spurs running down from Mount Kaputar. Not a very smart place to land! It took me almost an hour to get down to a dirt road and with no retreive organized I was a bit concerned about getting home at a reasonable time. Fortunately a local farmer came by and gave me a lift to Narrabri where I was picked up by Dave from the Manilla camping ground, pretty lucky. Lousie also landed near Narrabri and got home quickly. Marcus got there late and ended up being picked up at about 10pm for a very late retrieve.

Thursday looked stormy so the first practice start was set as a local triangle. Marcus & I flew around for a while and then headed to Manilla. We saw some other pilots landing at the school so we joined them and discovered that we were part of the official school fly-in by the Australian team. All the kids were lined up waiting to be shown the paragliders so we soon became part of the show. The kids were very interested and had lots of questions. Hopefully there will be some future champions among them. Marcus was so impressed by their behaviour that he will now advocate school uniforms in Denmark!

I also got Craig Collings from the Aussie team to help me adjust my new harness. Thanks Craig!

Friday was another official practice day and conditions looked excellent. Lousie & I arrived at the hill a bit late to see Marcus, Ronny & Rolf (from Norway) climbing up to cloud base above us. Before we were ready to launch they were already off on there way north to Queensland. By the time we got ready large clouds had developed to the north and we were advised not too fly in that direction. Again a local triangle task was set which a lot of pilots completed. The final headwind leg into Manilla was hard and claimed a few pilots (like me) who didn't top up before the last turnpoint. I landed at the Manilla Tip which is normally a good trigger although I knew it wasn't working when I saw a wedge-tailed eagle land in a tree just in front of me.
At about 8pm we finally got an SMS from Marcus and yes they made it to Queensland, 230 kms and 7.5 hours. I have been dreaming about that sort of flight for years. I guess the lesson for me is that you should always get to start as early as possible.

Saturday was the opening ceremony day so after we had finished all the team briefings I had time to for a short fight to Manilla Showground. The parade was good but we nearly expired in the heat. Then we saw an unconventional airshow with paramotors, gyrocopter, gliders, powered hang gliders, aerobatics and then finally an F18 that kept sneaking down the valley and then scaring the daylights out of us when it popped up over the bridge at the showground. The opening show was also an opportunity for me to catch up with more old friends who had come up to Manilla to work as volunteers for the competition. I am amazed at how many people are involved here.

I also got elected to the safety committee for the competititon which means that I will have to send reports on conditions during the task back to the safety director Bob Smith. With the recent events involving thunderstorms here I will no doubt be kept busy.

Sunday was the first competition and there were lots of clouds early in the day so it looked like it would be a local task. I have never seen so many cars on the way up to Mount Borah. There was even a traffic jam due to problems with small 2-wheel drive cars trying to get up through the very dusty new road. Unfortunately by the time all the organization had arrived up the hill the clouds had begun to overdevelop and the task was cancelled before the window opened leaving a lot of frustrated pilots on the hill all dressed up with no place to go but back down the road.
We were sitting back at the hotel at about 6 pm when a wall of water came down the valley towards Manilla. Within minutes the streets were flooded and there were waterfalls of water coming down of the corrugated iron roof of the hotel. Only paragliding competitions can bring this sort of rain to drought affected areas.

Monday was cancelled at briefing due the amount of clouds and expected rain and storms. The forecast doesn't look very good forthe next week. Ironic after the excellent conditions that have been experienced here the last two weeks. My sister Joanne and her husband Paul arrived on Sunday night so we spent the day fishing in the Namoi River. We saw lots of fish but they didn't like our bait.

Pernille, Dea & Mum arrived last night so we have a little tent village set up at the River Gums camp ground now. We have already had visits from possums, kangaroo rats and lots of birds.

So that was a quick summary of the first week. Of course there are lots of other stories which I have already forgotten but I will try and write a bit more often in the future.

Nyt fra downunder - VM i paragliding - Manilla, Australien

Det er ikke just her det sner i forhold til de hjemlige breddegrader, men til gengaeld har vi hver dag naesten 40 graders varme. Det danske hold; Marcus Malmqvist, David Wortington og Louise Crandal ankom en uge inden konkurrencen skulle begynde og vejret har vaeret intet mindre end fantastisk. Faktisk er det den bedste flyvning de fleste har oplevet i flere aar. Gode skyer, let vind og god kraftig termik.

Mit vario kan ikke maale stig over 10 meter i sekundet, saa jeg ved ikke hvor meget over det var, men over var det i hvert fald en dag. Cirka en fjerdel af hele VM-feltet flyver den nye Boomerang 5 og der var naermest panikstemning i ugen op til konkurrencen. Skaermene sad fast i tolden i Sydney, saa de kom fem dage senere end beregnet. Jeg maatte laane en Sigma 5 af organisationen indtil vidunderet fandt sin vej til Manilla. Jeg fik desuden en helt ny Gin-liggesele og valgte at tage alt nyt i brug i et hug paa endnu en fantastisk flyvedag. Skaermen er lige saa let at starte som en skoleskaerm, saa jeg kom fint i luften og var fra foerste faerd udelt begejstret. Forandringen fra en gammel, brugt Sigma 5 var (heldigvis) markant.

Jeg havde vel vaeret i luften i fire eller fem minutter, da jeg ramlede ind i en dustdevil. Varioet gik amok og skaermen forsvandt ud af syne. Da det hele saa lidt for uoverskueligt ud, valgte jeg at stalle skaermen for ikke at komme ud i noget snavs. Det gik fint, men da den skulle flyve igen ramlede jeg aabenbart ind i samme dustdevil og maatte gentage successen. Endnu et stall og alt var godt. Stakkels Gin Seok Song stod paa starten og var ved at faa hjertestop, men mine uendeligt mange stalls i andre skaerme gjorde at alt gik efter bogen. Bagefter floej jeg en skoen tur paa 90 kilometer og kan kun konstatere, at de nye skaerme selv med utroligt hoeje sideforhold er utroligt sikre og forudsigelige.

Paa den officielle traeningsdag floej vi en opgave paa 45 kilometer med stig op til 9,6 meter i sekundet uden at det var turbulent. Marcus var samme dag noget asocial og floej tur sammen med nordmaendene - og David og jeg var slet ikke misundelige. Marcus floej 228 kilometer og endte i Queensland taet forfulgt af et kaempe uvejr. Syv en halv time i luften uden at tisse og uden at blive traet. En rigtig herretur sammen med Rolf og Ronny fra Norge.

Alt i alt en perfekt traeningsuge, men traditionen tro aendrer selv aar gamle vejrsystemer karakter, naar der er en stor konkurrence. I gaar, soendag, have vi foerste konkurrencedag og for foerste gang i to uger var der ikke flyvevejr. Eller rettere sagt - vejret var godt i to-tre timer, men ikke laenge nok til at organisationen fik slaebt hele feltet paa 150 piloter op paa starten og i luften. Dagens opgave blev aflyst og de naeste dage ser ikke alt for lyse ud, men vi haaber, venter og nyder varmen og selskabet af 150 skoenne mennesker fra hele verden saa laenge.

Louise